Kalkfrit vand til svinebesætning - Optimering af foder

Blødgjort vand giver bedre foderudnyttelse og potentiale for lavere medicinforbrug

I moderne griseproduktion spiller vandkvalitet en langt større rolle, end man måske umiddelbart forestiller sig. Særligt vandets hårdhed – altså indholdet af kalk – kan have stor betydning for både dyrevelfærd, økonomi og effektiviteten af det foder, som grisene indtager. Det oplevede Lars fra Holmskovgård, en moderne svineproducent nær Hesselager på Fyn, på egen krop.

Hårdt vand – en skjult udfordring

I området omkring Hesselager ligger vandets hårdhed typisk mellem 18 og 20 °dH. Det lyder måske harmløst, men for Holmskovgård, der årligt producerer ca. 47.000 smågrise og bruger 2.500 tons foder, var det en reel udfordring. Det foder, som Lars ønskede at anvende i sin produktion, krævede nemlig blødt vand for at opnå optimal effekt – noget det lokale vandværk ikke kunne levere.

Udfordringen var todelt:

  1. Kalk i vandet kunne påvirke vitamin- og mineraltransporten i grisene negativt.

  2. Lars havde et ønske om at nedbringe medicinforbruget – både for dyrenes sundhed og for at kunne levere kød af højere kvalitet.

Brancheerfaringer og undersøgelser har længe peget på, at kalk i vandet kan binde næringsstoffer og hæmme deres optagelse i dyrene. Det kan i værste fald føre til nedsat trivsel og øget sygdomspres – især blandt smågrise. Samtidig kan kalkaflejringer i drikkevandslinjer skabe grobund for bakterier og forringe effekten af tilsætningsstoffer og medicin.

Løsningen: Blødgøringsanlæg til hele produktionen

For at imødekomme de udfordringer, installerede Holmskovgård tre FlexFlow 125 blødgøringsanlæg. Løsningen blev valgt for at sikre et tilstrækkeligt højt flow uden behov for buffertank – samtidig med at anlæggene naturligvis er drikkevandsgodkendte.

Det blødgjorte vand forsyner ikke kun grisestaldene, men også kantinen og den private bolig ejendommen. Med et årligt vandforbrug omkring 10.000 er der behov for stor kapacitet. Anlæggene bruger i omegnen af 375 kg salt om ugen for at levere blødt vand til hele matriklen.

Forventninger til bedre sundhed og lavere forbrug

Mens en endelig vurdering af effekten medicinforbruget først forventes om 1 til år – når en ny generation af grise, der udelukkende har fået blødgjort vand, har været igennem systemet – er forventningerne høje. Målet er klar: færre maveproblemer, bedre foderudnyttelse og lavere behov for antibiotika.

Denne case fra Holmskovgård understreger, at investering i vandbehandling kan være en afgørende faktor for både dyrevelfærd og effektivitet i moderne griseproduktion. Hårdt vand er ikke bare et teknisk problem – det er et biologisk og økonomisk anliggende.

Fakta: Holmskovgård

  • Vandforbrug: 10.000 m³/år

  • Foderforbrug: 2.500 tons/år

  • Vandhårdhed: 18-20 °dH

  • Grisebestand: 1.300 søer

  • Produktion: 47.000 smågrise/år

  • Løsning: 3 x FlexFlow 125 blødgøringsanlæg

  • Saltforbrug: ca. 375 kg/uge